Boganbefaling: Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen
Jeg ventede med stor spænding på udgivelsen af bogen Blomsterdalen sidste sommer, og alligevel kredsede jeg om bogen og udskød igen og igen at starte på den, – for med selvmord, som bogens store tema, fornemmede jeg, det ville blive hård læsning. Nu er det så et par uger siden, jeg blev færdig med bogen. De mange omtaler og interviews gjorde, at det blev sværere og sværere at udskyde læsningen. For den var selvfølgelig et must-read på læselisten. En vigtig bog!
Grønland har verdens største selvmodsrate, hvor især unge fylder i statistikken, og Niviaq Korneliussen stod i 2018 bag “Imminornerit: 0: selvmord” – den største folkelige bevægelse mod selvmord i Grønland, hvor hundrevis af mennesker samledes i 12 grønlandske byer, for at at sætte fokus på en større indsats mod selvmord. Baggrunden var samtaler med unge på hendes skrivekurser som, selvom de havde det svært eller havde forsøgt at begå selvmord, ingen hjælp fik. Med Blomsterdalen ønsker hun at sætte fokus på, og skabe debat, omkring de mange selvmord i Grønland, og ikke mindst, via litteraturen, give folk et rum til at tale om det sårbare emne i.
Og ja, Blomsterdalen er hård læsning. Især de små sætninger, som tæller ned ved start af hvert kapitel, hvor der blot opremses et køn, alder og selvmordsmetode, inspireret af fakta hentet fra selvmord i den virkelige verden. Men de er også en påmindelse gennem læsningen om, hvor vigtig bogen er – og som sammen med bogens handling udfolder, at der bag hver og et af disse ofte “anonyme” tal gemmer sig et menneske med et levet liv og mennesker omkring sig, som rammes hårdt. Men trods det hårde emne, så var Blomsterdalen i ligeså høj grad en læseoplevelse, som var gribende, oplysende, inderlig og fyldt med masser af (grønlandsk) humor.
Niviaq Korneliussen bragede igennem i 2014 med den vilde, hårdtslående og eksperimenterende HOMO Sapienne, så jeg var selvfølgelig spændt på Blomsterdalen. Ville den være i samme stil, og ville den kunne stå prøven som den “svære to’er”? Det rå og direkte går igen i Blomsterdalen, men ellers er bogen helt sin egen i sin form, stil og tone. Og er i skrivende stund nomineret til tre store litterære priser: Politikens Litteraturpris 2020, Montanas Litteraturpris og Kritikerprisen 2020.
Den unge kvindelige jeg-fortæller har fra helt lille aldrig rigtig følt sig tilpas i sig selv eller at hun hørte til nogen steder. Denne rodløshed – både i sig selv, sine relationer og verden omkring sig – udfoldes igennem karakterens tanker og tilbageblik, og bogens mange scener, der dirrer af alt det, der siges, dét der ligger lige nedenunder det sagte og alt det der ikke siges. Hvadenten jeg-fortælleren befinder sig i de maleriske beskrevne scener i den smukke og rå grønlandske natur, i hede sexscener med kæresten Maliina eller til familiesammenkomster. Eller i samspil med sine medstuderende på studiet i Danmark, hvor kulturforskellene står tydeligt frem.
Niviaq Korneliussen er mesterlig til at skrive sine personer frem via dialog, i det mangfoldige galleri af originale og spændende karakterer. Man fornemmer lynhurtigt, hvem de er og hvad der på spil. Ligesom hun evner hurtigt at sætte en scene, så man tydeligt ser det hele for sig, og er i rummet.
Det er en fortælling fuld af kærlighed og sorg. Forelskelse og begær. Lykke og vildfarelse. Det er midt i alt det mørke, også smukt, ømt og sårbart. Det er en bog, som bliver siddende indeni, og én som jeg skal læse igen.
Jeg “lyttelæste” bogen på lydbog oplæst af Julie Berthelsen, hvilket jeg varmt kan anbefale. Det er faktisk først indenfor det sidste års tid (under corona lockdown), at jeg for alvor har “lært” at lytte til lydbøger, men jeg er nu til gengæld stor fan!
Det er noget andet at lytte til en bog end at læse den, fordi der kommer en ekstra person ind og “blander” sig i ens læseoplevelse. Dette ellers intime rum mellem én selv og ens indlevelse i bogen. Derfor har det også stor betydning, hvem oplæseren er. Hvilke stemmer man selv synes er behagelige at lytte på, om man kan lide måden de læser op, om det er en stemme der “tricker” noget i én etc. Det er meget smag og behag.
Julie Berthelsen gør et fantastisk stykke arbejde, synes jeg, og jeg tænkte flere gange undervejs: Hvem ellers kunne have læst denne bog op end hende? Her tænker jeg ikke “bare” på det håndværk, det er at læse op, men også at kunne både flydende dansk og grønlandsk, og synge. Ja, synge. For det gør Julie Berthelsen også smukt, de steder et stykke sangtekst indgår i teksten. Og så er hun formidabel til at give hver karakter i bogen deres egen stemme. Hun formår virkelig at levendegøre karaktererne, så de bliver sanselige for én.
Blomsterdalen kan lånes som e-bog og lydbog på eReolen (på dansk).
Har du endnu ikke læst bogen, eller set / hørt / læst de mange interviews med Niviaq Korneliussen omkring Blomsterdalen vil jeg anbefale disse udvalgte interviews:
Niviaq Korneliussen: To be a Greenlander på Louisiana Channel
Bogselskabet på P1 med Niviaq Korneliussen (Lørdag 19. september 2020)
Interview med Nivviaq Korneliussen om Blomsterdalen i Kulturen på P1 19. august 2020
“Jeg skriver, for at noget nyt kan vokse frem” – interview med Niviaq Korneliussen på Gyldendals Bogklubbers blog “Flere sider af livet”.
Interview med Niviaq Korneliussen i Illeq på KNR 26. januar 2021 (på grønlandsk)
Du vil muligvis også synes om
Bestiarium Groenlandica
INTERVIEW Maria Bach Kreutzmann
2 kommentarer
Anne Lise Lambertsen
Tak for at jeg får øjnene op for bøger, som jeg glæder mig til at høre, som halv grønlænder opvokset og opdraget i Danmark, håber jeg gennem bøger at blive klogere på mine rødder ❤️
Felicia Lensborn
Selv tak, Anne Lise, for at du læser med her 🤗❤ Er glad for at kunne inspirere. Jeg nyder selv meget at få mere viden om Grønland gennem læsning og litteratur, og der står virkelig mange bøger på min læsesliste, som jeg endnu har til gode, så der skal nok komme flere boganbefalinger. God (lytte)læsning med blomsterdalen 📚🌺