Grønlandsk musik – 7 anbefalinger
Mit sidste indlæg på bloggen i år handler om musik. Og 2020: Sikke et år! Musik har altid fyldt i mit liv, men i år har den om noget været en daglig forløsning og glædesbooster i et humør, der i den grad har føltes, som om det har været lænket til en rutchebane, siden dengang i foråret, da verden vendte rundt. Kunstens uundværlige status blev unægteligt slået fast i år. Derfor giver det i den grad mening, at det er lige her på kanten af farvel til 2020, at jeg runder året af med dette indlæg om musik, som har ligget i min blogkladdemappe pænt længe. Som en hyldest til alle de kunstnere, der dagligt nærer min sjæl med deres skønne toner.
Grønlandsk musik var et ret ukendt og uudforsket område for mig, da jeg i starten af 2018 flyttede til Nuuk, for at arbejde ca. det næste halve år. Jeg lytter til musik hver eneste dag, og også meget musik på sprog, hvor jeg ikke forstår det meste af dét, der bliver sunget. Så det var ikke fremmed for mig at gå ombord i musikken, selvom jeg ikke forstod teksterne. Der er selvfølgelig også grønlandske musikere der synger på engelsk, og flere der er bosat i Danmark og andre lande. Og der er lidt en god blanding af det hele ved de kunstnere, jeg starter med i dette indlæg, hvoraf de fleste af CD’erne er købt, da jeg boede i Nuuk.
Jeg kan godt lide at købe CD´er, da man får flere ting med ved et fysisk produkt. Til dels nydelsen af det smukke cover. Mange covers er jo små kunstværker, og de nydes bedst, hvis man har dem fysisk. Synes jeg! Ofte følger der også en lille booklet med indeni. Her kan være alt fra sangtekster, fotos eller flere fine illustrationer, som kan nydes. Og sidst, men ikke mindst, så kan man jo også få en CD signeret ,) For mig kaster det altid gode minder af sig, når jeg ser CD´en med navnene på. Så husker jeg altid tydeligt det lille hyggelige møde, hvor den blev overbragt. Hvor der kunne siges tak for en god koncert, udtrykkes glædelig forventning til at skulle høre musikken, eller siges tillykke med det nye album.
Nanook må nok betegnes som Grønlands største rockband. Stiftet af brødrene Frederik Elsner (forsanger) og Christian Elsner (guitarist), hvis forældre ejer Atlantic Music. Et musiklabel med en familiedrevet butik i Nuuk, hvor der kan købes musikinstrumenter, noder og selvfølgelig masser af musik. Her lagde jeg vejen forbi flere gange for at købe musik, da jeg boede i Nuuk. Nanook spillede med stor succes på Roskilde Festival i 2019. Selv har jeg endnu til gode at opleve hele bandet samlet live. I 2018 oplevede jeg dog tre af bandets medlemmer give en fantastisk akustisk intimkoncert i pladebutikken Beat Cafe på Vesterbro.
Nanook´s lyd er meget genkendelig. Det er indie rock og jeg ved ikke, om man kan tale om en særlig “arktisk sound”, det grønlandske sprog gør jo også sit. Men når jeg hører deres musik, ser jeg bare sneklædte fjelde, gigantiske isbjerge og slædehunde der løber energisk for mig. Det kan også skyldes de mange videoer, jeg efterhånden har set med dem på YouTube, hvor der optræder en del af de billeder.
Jeg var så heldig at være i Nuuk ved udgivelsen af deres seneste studiealbum “Ataasiusutut Misigissuseq”, så jeg svingede selvfølgelig forbi Atlantic Music til reception, og fik signeret min CD. Omkvæddet til nummeret Aarnuaq har en virkelig fed hårdtslående energi, synes jeg, og videoen byder på masser af flotte snelandskaber (slå engelske undertekster til).
På videoen til titel nummeret Ataasiusutut Misigissuseq (As if we are one) kan man se Frederik og Christian gå rundt i et ret grønt landskab, som man næppe tror er Grønland, men det er faktisk Grønlands eneste skov i Sydgrønland, kan man læse under videoen. Her er det også muligt at slå engelske undertekster til på YouTube, så man kan forstå teksten. Nanook har også mange fans udenfor Grønland, selvom de kun synger på grønlandsk og jeg synes, det er ret fedt, at de har holdt fast i deres smukke sprog. I den lille booklet inde i CD’en er alle sangteksterne både på grønlandsk og engelsk.
Frederik Elsner forsanger i Nanook udgav sit første soloalbum “Katassinnaanngisaq” i 2017 under kunsternavnet “F”. Stilen er countryinspireret pop. Albummet var stadig ret nyt, da jeg kom til Nuuk i starten af 2018. Jeg husker, hvordan jeg hørte den overalt. Fra når jeg sad og spiste frokost i vores hyggelige personalekøkken på biblioteket og radioen kørte til når jeg passerede håndværkere på vej til bussen om morgenen, der havde skruet op for radioen, mens de arbejdede. Der er mange skønne numre, men jeg vil særligt fremhæve de smukke numre Tunniutiinnannginneq, duetten Pinerrarissuaq med Ole Kristiansen og duetten Tappingertutut ilivunga med færøske Eivør.
Det var iøvrigt midt i en koncert med Frederik Elsner i ”Det Grønlandske Hus” i København i november 2018, hvor han spillede sange fra sit første soloalbum, at tanken pludselig ramte mig: Jeg vil lære grønlandsk! Dér, mens det grønlandske sprog foldede sig så smukt og betagende ud i hans stemme og sang, blev jeg grebet af et stærkt ønske, om at kunne forstå hvad de ord, han sang, betød. Og nu studerer jeg så grønlandsk på niveau 3, med snarlig kurs mod 4 : )
I år kom så Frederik Elsner´s andet solo album Sikiinnarpugut, hvor også en del gæster har bidraget heriblandt færøske Teitur, Rasmus Lyberth og Julie Berthelsen, for at tage nogle navne, der klinger lidt velkendt i Danmark. Albummets ti numre har hver deres helt unikke lyd og stemning, som hurtigt sætter sig fast. Jeg er vild med trommerne og kor arrangementerne på titelnummeret, som også åbner albummet. Albummets andet nummer Aalassatsik har jeg allerede danset rundt til mange gange i min stue. (Det kan ses i en skøn akustisk version her). Og så glædede jeg mig SÅ MEGET til endnu en duet med Ole Kristiansen nemlig sangen Akornatsinniittuassaatit.
På den nye duet fortsætter de fortællingen om “Arnarulunnguaq” et af Ole Kristiansens helt store hits, om en grønlandsk kvinde, som var med på Knud Rasmussens femte Thule ekspedition. Og første nummer på albummet her.
Ole Kristiansen er et ikonisk musiknavn i Grønland, – han har været på banen i flere årtier -, men dukkede først op på min musikalske lystavle, da hans navn igen og igen poppede op ved de koncerter jeg var til med grønlandske kunstnere her i København.
Min nysgerrighed blev vakt, så da han gav koncert i Det Grønlandske Hus i København i slutningen af februar i år, havde jeg sikret mig billet. Det var vist ret heldigt, at jeg lige nåede at få den koncert med. For kun et par uger senere lukkede alting ned. At Ole Kristiansen har mange grønlandske fans i København var ret tydeligt ved koncerten. Rummet var tætpakket og sydede af energi hele aftenen, og stort var det også da to gueststars på skift trådte op på scenen. Frederik Elsner og Nukâka Coster-Waldau. Nukâkas liveband Suluit (som kunne opleves til dettes års “Julehilsen til Grønland” på DR) har jeg været til koncert med fire gange og de har ofte et covernummer med af Ole Kristiansen og det var bl.a. her, jeg hørte hans navn nævnt.
Jeg var helt høj, da jeg gik hjem fra koncerten og som nybagt fan valgte jeg albummet PoP Uummataaruffimmi fra 1991, som det første at købe og udforske. Udfra hvad jeg kunne læse mig til rundt omkring lader det til at være lidt af et ikonisk album, som stadig findes og høres i mange hjem. Stor var min glæde, da albummet kom og jeg kunne se at alle de grønlandske tekster også er oversat til engelsk i den lille booklet. Ole Kristiansens tekstunivers kredser meget om Grønland, naturen og de indre længsler. Her er både rockede og mere stille numre. Og noget, som jeg virkelig har savnet og som var ret karakteristisk for pop i den tid albummet er udkommet i: lyden af en god saxofon-solo.
Angu (Motzfeldt) kendte jeg i forvejen. Dog skulle jeg lige ned og grave lidt i hukommelsen og minderne. Han var nemlig fremme i 00´erne, hvor han udgav flere engelsksprogede albums. Især de to hits “Time for time” og Red lights huskede jeg tydeligt, da jeg hørte dem igen. Det er i mine ører bare lækker og behagelig popmusik.
Jeg var så heldig at Angu gav koncert, mens jeg var i Nuuk. Koncerten foregik i salen i Katuaq, Nuuks flotte kulturhus. Genhøret var en helt særlig oplevelse, da han havde det store Nordisk Koncertkor bag sig og at høre de gamle hits i en nyfortolket udgave med flotte korarrangementer.
I dag følger jeg Angu på Instagram. Ikke for hans musik, men fordi han også er en eminent fotograf, der tager de fineste især sort/hvide fotos i Nuuk.
Jeg fik ret hurtigt øjnene op for Nive Nielsen, da der var et stort interview med hende i det grønlandske kvindemagasin Arnanut, da jeg kom til Nuuk i starten af 2018. Således røg de to albums “feet first” og “Nive sings” af hendes band Nive and the Deer Children i indkøbskurven en dag, jeg handlede i Brugseni (Grønlands “Brugsen”, som er meget identisk med et typisk dansk supermarked).
Begge albums rummer sange på såvel grønlandsk som engelsk og stilen er en blanding af blød pop og singersongwriter med en særlig kant. Med touch af lidt rock, lidt jazz, lidt folk, lidt coutrysound.
Nive Nielsen er blevet kaldt en grønlandsk Noah Jones, og det slår særligt igennem på et af mine yndlingsnumre: Are you ready fra albummet “Feat first”. Hun har også gjort sig bemærket som skuespiller bla. i Ridley Scotts “The Terror”, som jeg dog ikke har set, og i år i teaterkoncerten C.V. Jørgensen på Aarhus Teater.
Nive and the Deer Children er i høj grad kendt som et liveband, der har turneret verden rundt og har fans i mange lande. Hvad de kan live har jeg oplevet ved både Spot on Greenland i 2019 og til en helt forrygende koncert i Det Grønlandske Hus i København i december sidste år. Det Grønlandske Hus i Aalborg livestreamede iøvrigt en koncert med bandet her i december kort før jul, som i skrivende stund stadig kan ses på husets Facebook side. Og så var Nive også på scenen til dette års Julehilsen til Grønland på DR.
TIU var det første grønlandske musik, jeg købte i Nuuk, efter anbefaling fra en lokal. Stilen er singer-songwriter og albummet er for mig i dag mit “soundtrack” til min tid i Nuuk. Selvom jeg købte og hørte masser af andet (grønlandsk) musik, så hørte jeg sange fra denne hver dag. Og det er, når jeg hører dem nu, at jeg transformeres tilbage til Nuuk til min lejlighed i Qinngorput og mindes udsigten udover vandet og fjeldene. Det smukke cover er tegnet af sangerinde i bandet, Pernille Kreutzmann.
Jeg forlod Nuuk med et stort ønske om en dag at opleve TIU live, og jeg kunne næsten ikke tro det, da de året efter skulle spille til Grønland i Tivoli. Her blev det ikke bare til de to koncerter de skulle spille der, men hele syv styks i alt. TIU endte nemlig med at drage på en miniturne i København i sensommeren 2019, hvor de bl.a. også spillede på Christianshavns Torv og Operaen på Christiania. Jeg fulgte begejstret i hælene og fangede det sidste nummer til den allersidste koncert ved Copenhagen Songwriters Festival med mit kamera. Det smukke nummer Tullissaanimut.
Og for hver koncert voksede den artikel, der startede som et interview, jeg havde spurgt, om jeg måtte lave med dem til min blog, da jeg så, at de kom til København. I mit store interview med TIU kan du også få et godt indblik i, hvad sangene på deres debutalbum “Nuneeq” handler om, da alle deres tekster er på grønlandsk.
Simon Lynge er en dansk-grønlandsk sanger, bosat i USA. Han synger primært på engelsk og har et stort publikum i såvel Grønland som Danmark, men også i lande som USA, England og Tyskland. Jeg havde været omkring en del af hans musikvideoer på YouTube, da jeg i 2019 blev inviteret til en intimkoncert, hvor han spillede numre fra albummet “Deep Snow”. Et stærkt album som udsprang af en mørk periode i hans liv. Det købte jeg og fik, selvfølgelig, signeret albummet ved samme lejlighed. Simon Lynge er en musiker med meget på hjerte, som han deler generøst ud af både i sine sange og mellem numrene til sine koncerter.
Jeg har nu oplevet Simon Lynge live tre gange . To gange solo akustisk, bare ham og hans guitar. Hvordan det kan lyde, kan du se her, på et af mine yndlingsnumre fra albummet: Age of Distraction. Og så endelig har jeg også oplevet ham live med hans fulde band “The Martial Hearts” (som har spillet sammen i mange år) på Nordatlantens Brygge. Jeg tænker de haft det ret sjovt med at filme videoen til dette nummer Tiny Ironing Board, som også er på dette album.
Simon Lynge gav iøvrigt også en fantastisk koncert online arrangeret af Forenigen Nukiga, som blev livestreamet fra Hawai her i starten af december 2020. Nej, det er selvfølgelig ikke det samme som rigtig livemusik, hvor der ikke er en skærm imellem, men hvis der er noget, der har været med til at holde mit humør oppe dette år, så er det i den grad også alle de kunstnere, der er gået online og spillet musik. Og tit har det faktisk været meget tæt på, at jeg helt har glemt, at der faktisk var en skærm imellem os.
Til albummets titelnummer Deep Snow er der lavet denne smukke video filmet i Nuuk. Et passende sted at slutte mine anbefalinger og lille rundtur blandt grønlandske musikkunstnere af. For hvem kunne ikke godt bruge lidt smuk hvid puddersne og sol på en høj blå himmel lige nu!
Klik på fotos for stort format
Lidt passende snapshots: I Nuuk er de karakteristiske grønne skure ved busstoppestederne et godt sted at få viden om arrangementer i byen og det var da også der, at jeg så flyer for reception for Nanooks kommende album. Som nævnt tog jeg hen og købte CD’en – det meste af kagen var dog spist, da jeg ankom lidt sent på eftermiddagen ; )
Dernæst plakat ved busstop for den fantastiske koncert, jeg oplevede i Katuaq med Angu og Nordisk Koncertkor og endeligt et stemningsfoto fra den fantastiske koncert med Nive and the Deer Children i Det Grønlandske Hus i København December 2019.
Du vil muligvis også synes om
