INTERVIEW Nina von Staffeldt
Når Nina von Staffeldt udgiver en ny bog trækker det overskrifter i Grønland, mens det mest er hos krimifans med hang til Arctic Noir, at navnet vækker genklang i Danmark. Ninas Nuuk Noir serie med den både eftertænksomme og handlekraftige grønlandsk-danske hovedperson Sika, der arbejder som kommunikationskonsulent, og gang på gang bliver trukket ind i lyssky affærer, der skal opklares, har dog trukket gode anmeldelser til sig i begge lande. Og ikke mindst fået stor ros for deres realistiske skildring af Grønland, af både læsere og anmeldere. Første bind i serien “Frosne beviser” modtog Det Danske Kriminalakademis diplom som årets bedste danske debutkrimi i 2017.
Som konsulent for Selvstyret gennem mange år har Nina boet i Grønland ad flere omgange i bl.a. Nuuk og Ilulissat, hvilket har givet hende et stort kendskab til det grønlandske hverdagsliv. Mens hun som rejseleder har fået den grønlandske natur helt under huden, da hun har rejst Grønland tyndt på kryds og tværs og været ude i afkroge af landet, hvor de færreste har sat deres fod.
Ninas bøger er blevet kaldt både femi- og hyggekrimier. Men tag ikke fejl. Der er skruet højt op på spændingsknapperne. Hun gør i høj grad brug af sit indgående kendskab til den barske og omskiftelige grønlandske natur i bøgernes drama og plot. Mens det varierede persongalleri og deres relationer og interaktioner gør os klogere på den grønlandske kultur og sætter tempoet ned, så der er plads til refleksion.
Da Nina i sin tid startede med at skrive var det bare for sjov, men hun vidste hurtigt, at hun ville skrive om Grønland. Med fokus på det, som vi hører og ved allermindst om i Danmark: det helt almindelige hverdagsliv. For at tage livtag med de stereotype billeder og trække fokus væk fra isbjerge og sociale problemer, og i stedet vise den hverdag, de fleste grønlændere lever i.
Det samme gør sig gældende for den novellesamling “Historier fra Polarcirklen”, som hun udgav i 2021 med flotte illustrationer af den anerkendte grønlandske kunstner Naja Abelsen. Også her er omdrejningspunktet de aktuelle levevilkår, som de fremstår i et moderne arktisk samfund.
Jeg fangede Nina i København mellem skriveophold og endnu en tur som rejseleder, der allerede denne sommer har sendt hende vidt omkring fra skriveklosteret San Cataldo i Italien til Hald Hovedgaard i Viborg, og fra Maniitsoq og Sisimiut til Ilulissat i Grønland.
Felicia: Jeg tænker på, om vi skal starte helt med begyndelsen. Hvad er din baggrund i forhold til Grønland.
Nina: Den er mangesidet. Det startede faktisk helt tilbage i min barndom. Mine morforældre havde grønlandske studerende boende, jeg har aldrig mødt dem, men det havde min mor jo og min morbror, og det er bare noget, jeg har hørt om altid. Det var dengang, hvor man jo nærmest kun sejlede til Danmark med Hans Hedtoft, så det var ikke nemt at komme hjem på ferie. Så var der danske familier som simpelthen stillede deres hjem til rådighed, sådan “Kom ind, vi har hjerterum”. Og så har der også altid været de her genstande i hjemmet, blandt andet malerier og udskårne hvalrostænder. Jeg har egentlig ikke rigtig tænkt over det. Det har bare været der.
I slutningen af 90’erne, hvor jeg var ung og nyforelsket, slæbte min mand mig med til Grønland, fordi han havde fået arbejdsopgaver her, og så faldt jeg bare pladask for landet. Og så er det også sådan, at flere i min egen familie, lidt længere ude og lidt længere tilbage i tiden, har arbejdet i Grønland. Det har været alt fra præster og embedslæger til handelsfolk, så der er altså en historie dér, det er bare ikke noget, jeg tidligere gik op i. Men på en eller anden måde var det ligesom alting faldt på plads, da jeg kom dertil. Det var jo så ferie, hvor vi var i Ilulissat og Uummannaq og lånte et hus i Nuuk og det var fuldstændig fantastisk. Her var meget lidt turistet på det tidspunkt, der var ikke meget af det i slut-90’erne, der havde man tingene meget for sig selv.
Jeg har arbejdet som embedsmand i bl.a. undervisningsministeriet i mange år, og da jeg var relativ ny fuldmægtig kom der en henvendelse fra hjemmestyret, som det hed dengang, om at man skulle igang med at implementere IT i uddannelsessystemet og så kiggede alle på mig, fordi jeg var den eneste, der havde været i Grønland. Så jeg har arbejdet som konsulent for Selvstyret med at sætte gang i uddannelsesprojekter. Det lyder måske lidt knastørt, men det var det bestemt ikke, fordi det sendte mig rundt i hele Grønland og snakke med folk, for at finde ud af, hvad behovet var, for det var nogle helt andre behov, end der var i det danske uddannelsessystem på det tidspunkt.
Og så spankulerede en gammel kollegiekammerat ind på scenen og sagde “Hva’, du kommer rigtig meget i Grønland. Albratros Rejser, vi starter Grønland op, kunne du tænke dig at være rejseleder?” “Øh,” sagde jeg, “jeg ved ikke, hvordan man er rejseleder”. Ej, men det skulle vi nok finde ud af. Så der var en masse sommerferier, der gik med det. Jeg sejlede rigtig meget rundt alle mulige steder på ekspeditions-krydstogter, som det hed. Vi var rundt de mest sindssyge steder, og skibene var ikke ret store, de kunne tage 46 passagerer.
Jeg har været helt oppe ved Siorapaluk nord for Qaanaaq, Thule; i Østgrønland; sydpå og gennem Prins Christians Sund og ikke mindst langs Vestkysten rigtig mange gange. Vi kom alle de steder, hvor andre ikke kunne komme, og jeg tror, det var der, hvor jeg begyndte at tænke: nå ja, okay altså Grønland er jo virkelig et kæmpe, kæmpe stort land. Og på en eller anden måde er der også bare en nerve eller et eller andet som, ja, noget som er noget eviggyldigt for hele landet, uanset om man er i den mindste lille bygd eller helt ude i ødemarken, eller den største by. Jeg kan ikke rigtigt definere hvad det er, men det er vel egentlig den grønlandske ånd.
Nina: Og så har jeg altid elsket at lave kreative ting; syet, tegnet og malet og den slags, og alle de år, jeg rejste meget, fik jeg en masse sælskind med hjem, så måtte jeg jo sy i sælskind, og det gør jeg stadig. På et tidspunkt nåede jeg til, at nu skulle jeg ikke tegne og male mere, og så meldte jeg mig til et skrivekursus. Det var tilbage i 2006. Til en start skrev jeg bare for mig selv. Jeg havde ingen plan, skrev bare, og tænkte sådan: lad os se, om der kan komme en historie ud af det.
F: Jeg synes, dét, der er styrken i dine bøger, er, at du beskriver det her hverdagsliv. Man kan godt fornemme, at du virkelig kender Grønland.
Nina: Det rigtige Grønland, sådan som jeg kender det i hvert fald, det har af og til svært ved at komme til orde. Altså den her helt almindelige hverdag, hvor folk går på arbejde og tager børn i børnehaven, og børn går i skole og man går på café i byerne og i Brugsen som alle andre steder. I små bygder er det vel lidt, ligesom det er at bo i udkantsdanmark, om jeg så at sige, en lille landsby eller på en ø. Jeg kommer tit på Ærø selv, og jeg kan genkende meget af tempoet. Og så tænkte jeg, hvordan kan det være, at det altid skal være enten social armod eller strålende isbjerge, man formidler fra Grønland. Det er lige som om, at alt dét, der er allermest af, det er der ingen, der ved noget om her. Det billede, der især har været, men egentlig også stadigvæk er i den danske offentlighed om Grønland, er i bedste fald fragmenteret, hvis man skal sige det lidt diplomatisk. Jeg synes ikke altid, det er helt tidssvarende.
F: Nu har jeg også boet i Nuuk, så jeg læser jo også bøgerne med de øjne, og jeg kan genkende rigtig meget. Jeg har lige læst de første tre bind i serien i rap og jeg føler bare, jeg har været i Nuuk og i Grønland. Hvad har været dine egne kæpheste, eller været vigtigst for dig at få med i forhold til, at når vi i Danmark hører om Grønland, så er det netop tit, som du siger, enten de problemer, der er i Grønland eller så bliver det noget med flotte isbjerge.
Nina: Hverdagen. Så simpelt er det. Men også hverdagen som noget der både er meget, meget almindeligt og meget, meget anderledes. Fordi en af de ting, man finder ud af, hvis man flytter til Grønland, det er, at der er rigtig meget der ligner. Altså, man kan gå ned og købe Arla mælk i supermarkedet og gulerødderne er såmænd også fra Lammefjorden, og der er svømmehal og caféer og kaffe latten smager fuldstændig, som den gør i København. Og så er der jo alligevel ting, som er meget anderledes og som har bund eller afsæt i både kultur, kulturhistorie og vel også naturhistorie. Uden at gøre det anderledes til sådan noget eksotisk, for det er virkelig en rød klud for mig, når det går hen og bliver det. For selvfølgelig er det anderledes, men hvis man kommer til et eller andet fremmed sted, så er alt eksotisk. Grønland er jo ikke spor eksotisk for grønlænderne. Så derfor vil jeg egentlig også bare gerne beskrive den hverdag, som den er dér. Det lyder måske temmelig leverpostejfarvet, men det er pakket ind i et krimiplot, hvor jeg kan trække på flere kulører og farver, og tjubang og ballade.
Og så er det mit håb, at når man så sidder som danske, og nu også islandske og færøske, læsere, så håber jeg faktisk, at folk vil sige: Aha, jeg anede ikke, at det var sådan og sådan. Og at man som grønlandsk læser kan få lov bare at slappe af og lade sig underholde af noget, man forhåbentlig kan genkende.
Og så udvikler Grønland sig med rivende hast de her år, og det er også noget af det, jeg gerne vil have med, at man bare kan se, at det er et land, der er en del af den globale virkelig i en helt anden grad nu end det var for bare 20 eller 30 år siden.
F: Så hvordan startede bøgerne om Sika. Startede de som krimier?
Nina: Ja, det gjorde de, og det er fordi, jeg godt kan lide krimier. Kvalitetskrimier. Jeg kan godt lide, der er et plot, og hvor der er et drive og en fremdrift i historien, sådan så man er godt underholdt, men så man også godt må blive en lille smule klogere. Jeg synes, det er dejligt at læse alle former for skønlitteratur og jeg har egentlig ikke sådan en genre, jeg bedst kan lide. Men det som krimigenren kan, og som er lidt særligt for krimier, har jeg erfaret gennem årene, er, at man kan have et meget realistisk persongalleri og et meget realistisk miljø. At man kan lave rigtig meget bagtæppe og fortælle om, hvordan folk lever og så lade krimiplottet arbejde i det.
F: Din hovedperson, Sika, hvorfor har du valgt at lade hende være halvt grønlandsk og halvt dansk? Eller en blanding kalder man det jo også.
Nina: Eller tosproget. Det har jeg sådan set fordi, at jeg ikke er grønlænder. Og det prøver jeg heller ikke at være. Så jeg syntes, det ville være mere ægte, hvis jeg lavede en person, jeg selv kunne identificere mig med og det kan jeg godt med Sika. I al ydmyghed håber jeg, at jeg præsenterer hende, som den sammensatte person, hun er, ikke nødvendigvis pga. sin etnicitet, men med de holdninger, og den person hun er. Jeg prøver at gøre hende til et helt almindeligt, rigtigt menneske. Og så er der selvfølgelig også det i det, at der er rigtig mange dobbeltsprogede. Der findes rigtig, rigtig mange med en grønlandsk far og en dansk mor eller en dansk far og grønlandsk mor, det er superalmindeligt. Og det har noget at gøre med den del af verden, det ville jeg også godt skrive om. Sika, hun er så heldig at hun taler begge sprog, altså hun er lidt rusten, da vi møder hende allerførste gang, men det kommer hun hurtigt efter, fordi hun har boet i Grønland i sine tidlige år og er egentlig først kommet til Danmark som stor pige, for at starte i gymnasiet, så hun er på den måde lidt heldig. Hun kan sådan skifte mellem det ene og det andet.
F: Ja, jeg tænker jo netop, hun er, som du siger, en repræsentant for rigtig mange, der står så at sige med et ben i hvert land.
Nina: Ja, eller i hvert fald i hver kultur.
F: Ja, og du har både det her med kulturkløften med og sproget…
Nina: Og jo, sproget, det kan være en øm tå. Det har jeg prøvet at illustrere med fx nogen på Sikas arbejde, hvor der er en, der kommer i klemme. Det sker. Stadig er det fiktion, så jeg bygger noget op, hvor tingene ikke vil være præcist, som jeg skriver det, men der er folk, som oplever det, både grønlændere og danskere – vel også i Danmark. Sproget er en øm tå, og jeg tænkte, det ville være fjollet slet ikke at nævne det. Derfor er der kommet nogle episoder med, og dem har jeg faktisk fået rigtig meget positiv feedback på. Og det er jo altid en balance, hvor meget man skal have med, fordi igen, jeg magter ikke kun snakke om problemer, fordi Grønland er altså temmelig meget andet end problemer. Derfor er det ikke mit ærinde at hælde alle problemer på, men det er heller ikke mit ærinde at feje tingene ind under gulvtæppet. Jeg prøver at finde en balance.
F: Lad os gå tilbage til krimigenren. Fordi man kan jo noget specielt med krimigenren, når man placerer den et sted som Grønland.
Nina: Ja, det kan man. Der kan være farligt.
F: Og ja, lidt sværere at komme til mobildækning fx, og der er mange steder, altså du har en person, der er i tvivl om der kører tog i Grønland…
Nina: Ja, det er rigtig, der er en biperson. Camilla. Hende elsker jeg at lave scener med. Hun popper op i flere af bøgerne og repræsenterer den her meget uvidende udefrakommende, der heldigvis bliver færre og færre af, men altså, hun er sådan en selvbevidst yngre journalist fra Danmark, der er vant til at rejse i hele verden, men aldrig har været i Grønland, og ikke aner noget som helst om det. Og hende lader jeg komme med de mest fjollede bemærkninger, som for eksempel: kan man leje biler? Ja, det kan man godt, men i Sisimiut kan man jo ikke køre særligt langt.
F: Ja, og hun kommer også gående i fuldt fjeldvandring udstyr inde i byen.
Nina: Ja, og det var måske også lidt ondt.
F: Jamen, jeg kunne godt genkende det lidt selv, for da jeg skulle derop, tog jeg også selv ud og købte de store støvler, som hvis man nu skulle på slædetur, og jeg vidste fx heller ikke, at man ikke kan køre med hundeslæde i Nuuk, så uvidende var jeg faktisk også. Det hele bliver hurtigt sat under ét, når man ikke ved så meget om Grønland. Men med krimigenren er det jo netop det her med, at man er lidt fanget, fordi man ikke bare lige kan komme væk.
Nina: Og ja, det bruger jeg rigtig meget. Jeg bruger meget naturen, ikke bare som en faktor, men nærmest som en hovedperson. Jeg gør det selvfølgelig i den første bog “Frosne beviser” men jeg gør det navnlig i “Den sorte Engel” den anden bog, hvor nogle scener finder sted i Maarmorilik oppe nordpå, hvor naturen spiller en kæmpestor rolle i hele handlingen. På alle mulige måder. Og det var faktisk ret interessant og sjovt. Jeg var været i Maarmorilik og kan sagtens huske stedet, og det ligner det, jeg har beskrevet i bogen, men derudover researchede jeg også en masse, for at være helt sikker på hvad er det nu lige, der er hvor. Og så er der selvfølgelig altid en masse fest og ballade, når man skriver en bog, altså der er en masse fiktion, men jeg plejer gerne at lave et efterord, hvor jeg ligesom skriver …
F: Ja, hvor du er god til at skrive, hvad er baggrunden for historien og hvor holder du dig til virkeligheden, og hvor har du taget dig nogle friheder.
Nina: Ja, og det er, fordi jeg har nogle grønlandske læsere, som godt kan lide at tjekke detaljerne og det er helt fint, det må de gerne. Så jeg skriver det også lidt for at holde min ryg fri, kan man sige. For jeg ved godt, virkeligheden er anderledes, end hvad jeg har beskrevet. Det er så den frihed, man har som forfatter, og som man skal have lov til at have. For det er skønlitteratur, så der skal være plads til store armbevægelser. Det kan jeg også selv godt lide. Men når det er sagt, så er rammen, fundamentet meget, meget virkelighedsnær. Og det er jo så et valg, men det er fordi, netop, som du selv er inde på: Der er ikke det store behov for at opfinde noget. Grønland serverer det selv. Der er muligheder for at falde ned af klipperne og drukne og snestorme, og der er høje bølger og der er det ene og andet, altså man kan sagtens finde måder at gøre livet surt for folk på.
F: Nu har du arbejdet meget som rejseguide. Hvad bliver folk mest overraskede over, når de kommer til Grønland?
Nina: Danskere bliver tit overraskede over, hvor moderne der er, men ikke folk fra andre lande. Folk udefra bliver ikke overraskede, for de kommer ikke med nogle forventninger. Vi danskere kommer tit med en tung bagage af antagelser. Jeg vil ikke kalde det fordomme, for de fleste mennesker vil jo gerne af med dem. Det er bare svært, hvis man ikke har noget at stille dem op imod. Og det ser jeg meget som min rolle. At få folk til at komme af med nogle af de antagelser. Og når jeg har rejselederkasketten på, bliver jeg glad, hvis alle rejser berigede og glade og med strålende øjne derfra. Jeg kan ikke huske nogen, der er blevet skuffede over at opleve Grønland. Selv engang da jeg havde en tur, hvor det regnede samtlige dage og solen først skinnede den sidste dag da vi skulle hjem. Så siger den her tyske mand: “Se, Grønland vil gerne have os tilbage igen, nu skinner solen”. Jeg tror, at folk, der rejser til Grønland, som udgangspunkt er nysgerrige, men vi kommer nu engang med den bagage vi gør, og det kan vi ikke altid gøre for. De fleste vil gerne lære nyt og mere.
F: Ja, og det kan de også via dine bøger. Nu skriver du krimi, men har du selv oplevet noget hårrejsende i Grønland?
Nina: Ja, men jeg har ikke brugt det i krimierne, men i novellerne, som ikke er krimier. Der er bla. en novelle, der hedder “Guiden”, der beskriver en turistbåd, som faktisk er ved at blive mast mellem to isbjerge. Og de vejer ofte flere hundrede tusind tons, det er nogle ordentlige klepperter. Og bortset fra, at jeg ikke er en ung grønlandsk fyr som i novellen, så er det mig, der har oplevet den historie. Det var en tur for mange år siden, og jeg var bange, men der er ikke rigtig andet at gøre end op på hesten igen, for bliver man først bange, kommer man ikke ud og sejle mere. Jeg har også oplevet noget lignende ved Egi, nord for Ilulissat. Der var jeg engang oppe med nogle turister, hvor vi i en mindre båd blev suget ind i stærk strøm mod gletsjeren, og er man for tæt på den, når den kælver, risikerer man reelt ikke at overleve. Jeg havde en redningsvest på og tænkte: ok vi kan overleve mellem ti og fire minutter i det her vand, nok tættere på de fire, og tæt på de ti, hvis man er rigtig heldig, og hvor lang tid vil det tage mig at svømme ind til kysten med fuldt tøj på? Altså helt alvorligt. Men så, inden det blev for kritisk, fik de heldigvis sendt en lidt større båd ud at redde os, men der nåede jeg lige at tænke, sådan: nu er det ikke sjovt længere, men altså jeg sejler jo stadig i Grønland. Og jeg sejler stadig tæt på isen. Og tager stadig nogle ture for Grønlands Rejsebureau, når jeg har tid til det, og det gør jeg med stor fornøjelse. Jeg elsker at formidle Grønland.
Du vil muligvis også synes om
Boganbefaling: Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen
INTERVIEW Maria Bach Kreutzmann
